TMAP   Breeding Birds in the Wadden Sea in 1996 Results of a total survey in 1996 and numbers of colony breeding species between 1991 and 1996 Wadden Sea Ecosystem No. 10  - 2000 Rasmussen, L.M., D. M. Fleet, B. Hälterlein, B.J. Koks, P. Potel & P. Südbeck 2000. Breeding Birds in the Wadden Sea in 1996 - Results of a total survey in 1996 and of numbers of colony breeding species between 1991 and 1996. Wadden Sea Ecosystem No. 10. Common Wadden Sea Secretariat, Trilateral Monitoring and Assessment Group, Joint Monitoring Group of Breeding Birds in the Wadden Sea. Wilhelmshaven, Germany. Foreword Summary / Sammenfatning / Zusammenfassung / Samenvatting Contents Full report (pdf) (Viewing the pdf files requires Arcrobat Reader - Info)   Coverpage (380 KB) Part 1: Colophon / Summaries / Introduction / Methods (page 1-22) Part 2: Results-1 (page 23 - 38) (600 KB) Part 3: Results-2 (page 39 - 56) (540 KB) Part 4: Results-3 (page 57 - 72) (570 KB) Part 5: Results-4 (page 73 - 90) (670 KB) Part 6: Discussion / References / Appendices (page 91-122) (165 KB) Photos: Page I Page II Page III Page IV (each about 100 KB) Map: Figure 1 (Landscape types) (1150 KB)   Download via FTP-Server (recommended): ftp://ftp.cwss.whv.net/pub/birds/birds2000   Foreword With the publication of this report, it is the second time that a complete breeding bird survey in the entire Wadden Sea is presented in the framework of Trilateral Monitoring and Assessment Program (TMAP) by the Joint Monitoring Group of Breeding Birds in the Wadden Sea (JMBB). The results of the first complete survey of breeding birds of the entire Wadden Sea in 1990 were published in 1994 as the first issue of the publication series 'Wadden Sea Ecosystems' edited by the Common Wadden Sea Secretariat (CWSS). The current report is the tenth issue of the Wadden Sea Ecosystem series and includes the results of the 1996 total survey and the comparisons with the first survey five years ago. Furthermore, for the colony nesting species, changes in distribution and abundance are given for the first time on an annual basis for the period between 1991 and 1996. The report reflects the fact that the joint breeding bird monitoring program has now been operational for a longer period of time, allowing for the analysis of long term-series. The evaluation consists of three main parts: firstly, an overview on the basic information regarding the study area and the methods used in the 1996 survey; secondly, the results, which are given separately for each of the concerned 31 species; and thirdly, the discussion chapter, which confirms the outstanding significance of the breeding bird fauna of the entire Wadden Sea. It is shown that the breeding bird monitoring provides a mechanism for evaluating the nature conservation actions and achievements in the Wadden Sea. Considering the huge data set and the limited available time for a trilateral evaluation and the compilation of the report by the members of the JMBB, the publication of the results - only four years after the survey - can be seen as a great accomplishment. We would like to thank all those who contributed to the surveys and the report, such as the field workers and organizations involved, the authors and, in particular, Lars Maltha Rasmussen. Only his continuous work input and enormous effort in handling the huge data set, evaluating the data and compiling the numerous figures and most of the text, made this report possible. Bettina Reineking Common Wadden Sea Secretariat June 2000 top of page Contents SUMMARIES 9 Summary 9 Sammenfatning 11 Zusammenfassung 13 Samenvatting 15 1 INTRODUCTION 17 2 STUDY AREA AND METHODS 18 Regions and Area Landscape Types 18 Bird Species Surveyed 18 Survey Methods 18 Coverage 19 Extensification of Grazing 20 Weather Conditions 20 Recreation 22 3 RESULTS 23 Great Cormorant Phalacrocorax carbo 24 Eurasian Spoonbill Platalea leucorodia 26 Shelduck Tadorna tadorna 28 Common Eider Somateria mollissima 30 Red-breasted Merganser Mergus serrator 32 Hen Harrier Circus cyaneus 34 Oystercatcher Haematopus ostralegus 36 Avocet Recurvirostra avosetta 39 Great Ringed Plover Charadrius hiaticula 41 Kentish Plover Charadrius alexandrinus 44 Northern Lapwing Vanellus vanellus 47 Dunlin Calidris alpina shinzii 49 Ruff Philomachus pugnax 52 Common Snipe Gallinago gallinago 55 Black-tailed Godwit Limosa limosa 57 Eurasian Curlew Numenius arquata 59 Common Redshank Tringa totanus 61 Turnstone Arenaria interpres 64 Mediterranean Gull Larus melanocephalus 65 Little Gull Larus minutus 66 Black-headed Gull Larus ridibundus 67 Common Gull Larus canus 69 Lesser Black-backed Gull Larus fuscus 71 Herring Gull Larus argentatus 73 Great Black-backed Gull Larus marinus 75 Gull-billed Tern Gelochelidon nilotica 77 Sandwich Tern Sterna sandvicensis 79 Common Tern Sterna hirundo 82 Arctic Tern Sterna paradisaea 85 Little Tern Sterna albifrons 87 Short-eared Owl Asio flammeus 89 4 DISCUSSION Population Size Estimates 91 Assessment 91 Conclusions and Recommendations 91 5 REFERENCES 95 APPENDICES 101 Appendix A: Breeding Bird Numbers in the Wadden Sea 1996 Appendix B: Colony Breeders in the Wadden Sea 1991-1996 Appendix C: The Importance of the Wadden Sea for Breeding Birds Appendix D: List of Field Workers, Organizations and Institutes Appendix E: Survey Areas and Coverage in the Wadden Sea 1996 Appendix F: Species List top of page Summary Denmark, Germany and The Netherlands co-operate to protect the Wadden Sea. Since 1990, when a ”Joint Monitoring Project for Breeding Birds in the Wadden Sea” was initiated, co-ordinated counts of breeding birds have been carried out with the aim of monitoring changes in numbers and distribution of selected breeding birds, to provide a baseline for protection measures and conservation actions throughout the Wadden Sea. Under the framework of the overall Trilateral Monitoring and Assessment Program (TMAP), the present report on ”Breeding Birds in the Wadden Sea in 1996” is the sixth publication of the Joint Monitoring Program for Breeding Birds in the Wadden Sea. In this report, the results of the second total survey of breeding birds throughout the entire Wadden Sea from 1996 are presented and compared with the first complete count in 1991 (Fleet et al. 1994). Moreover, for the colony nesting species, changes in distribution and abundance are given on an annual basis for the period 1991-1996. The species accounts focus especially on the most important factors affecting population trends. The report covers 31 typical breeding bird species, which inhabit coastal habitats, including all waders, gulls and terns, Great Cormorant, Eurasian Spoonbill, Hen Harrier, Shelduck, Common Eider, Red-breasted Merganser and Short-eared Owl. The results are presented with distribution maps of the species in 1996, trends in overall numbers and information on habitat choice, distribution, population size and changes. New trilateral guidelines for monitoring the populations involved have been implemented since 1995 (Hälterlein et al. 1995). These have improved the quality of the data that are collected under the program. The report confirms the outstanding significance of the breeding bird fauna of the Wadden Sea. The Wadden Sea is of great importance for a number of coastal species supporting large proportions of the Northwestern Europe breeding populations. More than 50% of the northwest European population of Gull-billed Tern, Eurasian Spoonbill and Avocet breed in the Wadden Sea (Appendix C). The population trends for most species of gulls in the period 1991 to 1996 were stable or increasing. The population of Lesser Black-backed Gull increased 115% in the six-year period and the population of Herring Gull was markedly reduced in the western Wadden Sea. It is suggested that the fisheries in the southern North Sea affect the relative abundance of the two species. For some colony breeding species, the data presented in this report show that exchange of breeding individuals takes place to a large extent across borders and even with populations outside the Wadden Sea. It emphasizes that co-ordinated monitoring is necessary to explain changes in abundance of shared bird populations. The case of the Sandwich Tern demonstrates clearly that both short and long-term changes can only be understood if all colonies in the Wadden Sea are monitored annually. For some other species, it seems that decreases in some regions are compensated for by increases elsewhere. Black-headed Gull and Common Tern showed opposite trends in Niedersachsen and, large regional changes in the western Wadden Sea. The Wadden Sea population of both species remained stable over the period 1991-1996. The data emphasize that the breeding bird populations represent a commonly shared resource that needs common protection. For several breeding populations, it is of crucial importance that appropriate protection measures are undertaken to maintain their natural distribution and favorable breeding success. For several species, protection measures could improve breeding conditions. The population of Little Tern increased for the first time in decades, possibly in response to better protection, although numbers breeding, especially in the western Wadden Sea, might remain very low due to lack of disturbance-free areas on beaches. Kentish Plover continued to decline due to loss of appropriate breeding sites through vegetation development in recently embanked areas, and lack of suitable alternative breeding habitats on the beaches exploited by tourists. Two groups of non-colony breeding wader species can be identified showing opposite trends. Species that use mudflats as feeding habitat, such as Common Redshank and Oystercatcher, are generally stable or increasing, whereas most species dependent on terrestrial feeding in habitats with traditional farming practices, such as Ruff and Dunlin, are declining. The population of Oystercatcher in the Dutch Wadden Sea is declining in contrast to the rest of the Wadden Sea, a feature thought to be the result of over-exploitation of mussels. For the populations of Ruff and Dunlin, the declines are alarming, and protection measures are necessary to prevent the Dunlin and Ruff from becoming extinct as breeding birds in the Wadden Sea. For other wader species, breeding in agricultural areas, like Northern Lapwing and Black-tailed Godwit, the Wadden Sea is of increasing importance. Inland populations have widely disappeared following intensification of farmland, and the larger, protected coastal wetlands and meadows now represent the last retreats. In The Netherlands, however, the inland meadows are still of much greater importance for Northern Lapwing and Black-tailed Godwit. The Common Redshank has shown a remarkable increase in areas in Niedersachsen and Schleswig-Holstein where grazing has been reduced or stopped over large areas. In contrast, declines were reported from the Dutch Dollard area, where intensive grazing led to decreasing numbers. So far, protection of the Wadden Sea has mainly focused on the marine habitats, such as tidal and intertidal areas, beaches and salt marshes, but the protection of terrestrial habitats, such as wet dunes, brackish meadows and permanent grassland in polders, clearly needs more attention. The development of the newly reclaimed areas shows that nature management behind the dikes cannot compensate for the loss of salt marshes and mudflats. Through intensive nature management, it is possible to improve conditions for some meadow bird species and roosting conditions for birds in the wetland areas in polders and behind the dikes. Nature restoration behind the dikes (by re-establishing high and varying water tables, permanent grasslands and swamps) could compensate for the loss of breeding habitat in the former transition zone between the Wadden Sea and the terrestrial habitats. To be able to better understand the distribution patterns and trends of breeding birds in the Wadden Sea, it will be necessary to combine this information with the results of the future monitoring of a number of parameters, such as fishery, farming practice, tourism, habitat distributions, pollutants in birds eggs etc.. Knowledge about breeding success and mortality is also essential in order to understand the dynamics of individual species in the ecosystem and to be able to explain the observed trends, although data are still lacking for most species. The implementation of the breeding success program under the TMAP (Trilateral Monitoring and Assessment Program) is necessary to reach this goal. This report proves a sound basis of ecological data relating to breeding birds in the Wadden Sea upon which to base conservation priorities and actions in the area. Monitoring is only possible through the help of many volunteers and the co-ordination of all efforts on the national and trilateral levels. This monitoring continues to provide an early warning system and a mechanism for evaluation of the nature conservation actions and achievements in the Wadden Sea. top of page Sammenfatning Danmark, Tyskland og Holland samarbejder om at beskytte Vadehavet. Siden 1990 hvor et ”Fælles overvågningsprojekt af ynglefuglene i Vadehavet” blev startet er der udført koordinerede optællinger af ynglefugle med henblik på at overvåge ændringer i antal og fordeling af udvalgte arter. Formålet er at tilvejebringe et grundlag for beskyttelse og fredningstiltag i hele Vadehavet. Inden for rammerne af det fælles overvågningsprogram ”Trilateral Monitoring and Assessment Program” (TMAP) er nærværende rapport med den danske titel ”Ynglefugle i Vadehavet 1996” den sjette publikation fra det fælles overvågningsprogram i Vadehavet (Joint Monitoring Program for Breeding Birds in the Wadden Sea). I denne rapport præsenteres resultaterne af den anden dækkende optælling af ynglefugle i hele Vadehavet fra 1996, og resultaterne sammenlignes med den første optælling i 1991 (Fleet et al. 1994). Endvidere præsenteres ændringer i udbredelse og antal for de koloniynglende fugle i perioden 1991-1996. Artsgennemgangen beskæftiger sig især med de vigtigste årsager til ændringer i bestandsudviklingen. Rapporten omfatter 31 arter af ynglefugle der er typiske for Vadehavets kystnære levesteder. De omfatter alle vadefugle, måger og terner, samt skarv, skestork, blå kærhøg, gravand, ederfugl, toppet skallesluger og mosehornugle. Resultaterne er præsenteret med udbredelseskort for arterne i 1996, bestandsudviklingen for de fire nationale regioner og Vadehavet som helhed, oplysninger om levested, udbredelse, bestandsstørrelse og ændringer. Der har siden 1995 været anvendt nye fælles retningslinier for optælling af ynglefugle (Hälterlein et al. 1995). Disse har forbedret kvaliteten af de indsamlede data til overvågningsprogrammet. Vadehavets helt enestående store betydning for ynglefuglene bekræftes af de data der præsenteres i rapporten. Vadehavet er af afgørende betydning for en række arter der yngler ved kyster, og huser væsentlige dele af den nordvesteuropæiske ynglebestand af disse. I Vadehavet yngler mere end 50% af bestanden i Nordvesteuropa af sandterne, skestork og klyde (Appendix C). Bestandsudviklingen er stabil eller positiv for de fleste arter af måger. Bestanden af sildemåge steg 115% i perioden på seks år fra 1991-1996, medens bestanden af sølvmåge blev væsentligt reduceret i den vestlige del af Vadehavet. Fiskeriet i den sydlige del af Nordsøen kan tænkes at påvirke den relative fordeling af de to arter. For nogle af de koloniynglende arter viser de præsenterede data, at der sker en udveksling af individer i ynglebestanden på tværs af landgrænser og endda med bestande uden for Vadehavet. Dette understreger betydningen af en koordineret overvågning for at kunne forklare ændringer i hyppighed af bestande der er fælles for et stort område. Eksemplet med splitterne viser klart at ændringer både på kort og lang sigt, kun kan forstås hvis alle kolonier i Vadehavet optælles årligt. For nogle arter synes en nedgang i antallet i én del af Vadehavet at kompenseres for ved en fremgang i en anden del. Hættemåge og Fjordterne udviste modsatte bestandsudviklinger i hhv. Nedersaksen og Holland og store regionale ændringer i den vestlige del af Vadehavet. I Vadehavet som helhed var bestandene imidlertid stabile i perioden 1991-1996. Resultaterne understreger at bestandene af ynglefugle er en fælles naturressouce som kræver fælles beskyttelse. For adskillige arter af ynglefugle er det yderst vigtigt at der træffes passende foranstaltninger for at opretholde deres naturlige udbredelse og en gunstig ynglesucces. For en hel del arter vil beskyttelsesforanstaltninger kunne forbedre deres ynglemuligheder. Bestanden af dværgterne steg i undersøgelses­perioden for første gang i årtier, formentlig pga. en bedre beskyttelse. Antallet i den vestlige del af Vadehavet er dog stadig temmeligt lav pga. manglen på forstyrrelsesfri områder på strandene. Hvidbrystet præstekrave fortsætter med at falde i antal efterhånden som inddigede områder bliver mindre egnede som ynglepladser pga. vegetationsudviklingen. Samtidig mangler der alternative ynglemuligheder på de turistudnyttede strande. To grupper af territorialt ynglende (ikke koloniynglende) fugle viser modsatrettede bestandsudviklinger. Arter der benytter vadeflader som fourageringsområder, f.eks. rødben og strandskade, har generelt stabile eller stigende bestande, medens der er registreret tilbagegang for de arter der er afhængige af at søge føde på strandenge og i marsken i områder med traditionel græsningsdrift, f.eks. almindelig ryle og brushane. For de to sidstnævnte arter er tilbagegangen alarmerende og det er nødvendigt med beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre at almindelig ryle og brushane helt forsvinder som ynglefugle i Vadehavet. Vadehavet er af stigende betydning for andre arter der yngler i områder med landbrugsdrift, f.eks. vibe og stor kobbersneppe. Bestande af disse i indlandet er i vid udstrækning forsvundet eller stærkt reducerede som følge af en intensivering af landbruget, og de sammenhængende og ofte bedre beskyttede kystnære vådområder udgør nu disse arters vigtigste yngleområder. I Holland er enge i indlandet dog stadig af meget større betydning for vibe og stor kobbersneppe. Rødben er steget bemærkelsesværdigt i Nedersaksen og Slesvig-Holsten, hvor græsning af strandenge er reduceret eller helt ophørt i store områder. Derimod rapporteres om et faldende antal i den hollandske del af Dollard som følge af en mere intensiv græsning. Hidtil har beskyttelsesbestræbelserne i Vadehavet overvejende været koncentrerede om marine levesteder som vadeflader og dyb, strande og strandenge. Beskyttelse af levesteder i klitter, brakvandsenge og vedvarende græsarealer i kogene kræver tydeligvis større opmærksomhed. Udviklingen i store inddigede områder fra 1970erne og 1980erne viser at naturbeskyttelse og genopretning ikke kan kompensere for tabet af strandeng og vadeflader. Det er dog muligt at forbedre ynglebetingelserne for nogle arter af engfugle og rastemuligheder for fugle i vådområder. Naturgenopretning bag digerne (genskabelse af høj og varierende vandstand, vedvarende græsarealer og vådområder) kan kompensere for tabet af yngleområder i den tidligere så udbredte overgangszone mellem Vadehavet og det tørre bagland. For bedre at kunne forstå dynamikken i udbredelsen og antallet af ynglefugle i Vadehavet, vil det være nødvendigt at kombinere disse oplysninger med de kommende resultater af overvågning af en række parametre som fiskeri, landbrugsdrift, turisme, fordeling af levesteder, miljøbelastningen af æg osv. En viden om fuglenes ynglesucces er grundlæggende nødvendig for at kunne forklare de observerede ændringer i antal og fordeling, men sådanne oplysninger mangler stadig for de fleste arter. For at kunne nå dette mål, vil det være nødvendigt at iværksætte et fælles program til måling af ynglesucces under TMAP (Trilateral Monitoring and Assessment Program). Denne rapport giver med de mange oplysninger om ynglefuglenes økologi, et godt grundlag for at prioritere beskyttelsesindsatsen i Vadehavet. Overvågning i dette omfang er kun muligt med indsatsen af mange frivillige og koordination af indsatsen nationalt og trilateralt. Overvågningsprogrammet vil fortsat fungere som et system til tidlig advarsel om miljøændringer og til at kunne vurdere indsatsen af naturbeskyttelsen i Vadehavet.  top of page   Zusammenfassung Die drei Wattenmeeranrainerstaaten Dänemark, Deutschland und die Niederlande arbeiten beim Schutz des Wattenmeeres eng zusammen. Seit 1990, dem Beginn des ”Joint Monitoring Project for Breeding Birds in the Wadden Sea”, werden koordinierte Brutvogelerfassungen durchgeführt. Ziel dieses Monitorings ist es, Veränderungen bei den Bestandsgrößen ausgewählter Brutvogelarten und ihrer Verteilungen im Wattenmeer zu beobachten und so eine Grundlage für Schutz- und Erhaltungsmaßnahmen zur Verfügung zu stellen. Im Rahmen des ”Trilateral Monitoring and Assessment Program” (TMAP) ist die vorliegende Publikation die sechste Veröffentlichung von Ergebnissen der Vogelerfassungen im Wattenmeer. Mit diesem Bericht werden die Ergebnisse der 1996 durchgeführten zweiten flächendeckenden Erfassung der Brutvögel des Wattenmeeres vorgelegt und mit den Ergebnissen der ersten Gesamterfassung 1991 verglichen (Fleet et al. 1994). Die Populationsentwicklung der Koloniebrüter kann darüber hinaus für den Zeitraum 1991-1996 auf der Basis jährlicher Zählungen dargestellt werden. Die Ausführungen zu den einzelnen Arten konzentrieren sich im wesentlichen auf die wichtigsten Faktoren zur Erklärung der aktuellen Populationstrends. Der Bericht behandelt 31 typische Brutvogelarten der Küste, das heißt alle Watvögel, Möwen und Seeschwalben, Kormoran, Löffler, Kornweihe, Brandente, Eiderente, Mittelsäger und Sumpfohreule. Als Ergebnis werden Informationen zur Habitatwahl, Verbreitung, Populationsgröße und –entwicklung vorgelegt und anhand von Karten der Verbreitung 1996 sowie Grafiken der Populations­entwicklung veranschaulicht. Die 1995 eingeführte trilateral einheitliche Anleitung zur Brutbestandserfassung der Küstenvögel hat zu einer wesentlichen Verbesserung der Datenqualität geführt (Hälterlein et al. 1995). Der Bericht bestätigt die herausragende Bedeutung der Brutvogelfauna des Wattenmeeres. Das Wattenmeer ist für eine Reihe von Küstenvogelarten von überragender Bedeutung ist, da es einen großen Anteil ihrer biogeographischen Brutpopulationen beherbergt. So brüten mehr als 50% der nordwest-europäischen Populationen der Lachseeschwalbe, des Löfflers und des Säbelschnäblers im Wattenmeer (Appendix C). Die meisten Möwenarten zeigen im Zeitraum 1991- 1996 einen stabilen oder zunehmenden Populationstrend. Der Brutbestand der Heringsmöwe nahm in den sechs Jahren um 115% zu, während der der Silbermöwe deutlich abnahm. Es ist anzunehmen, dass die relative Häufigkeit dieser beiden Arten von der Fischerei beeinflusst wird. Die Ergebnisse zeigen für einige koloniebrütenden Arten, dass in großem Maße ein Austausch von Individuen über die Ländergrenzen hinweg stattfindet, sogar mit Populationen, die außerhalb des Wattenmeeres brüten. Das unterstreicht die Notwendigkeit eines koordinierten Monitorings, um Bestandstrends innerhalb von großräumig zusammenhängenden Vogelbeständen zu erklären. Am Beispiel der Brandseeschwalbe wird deutlich, dass sowohl kurz- als auch langfristige Änderungen nur verstanden werden können, wenn alle Kolonien im Wattenmeer jährlich erfaßt werden. Bei einigen anderen Arten scheinen Abnahmen in einigen Regionen durch Zunahmen in anderen kompensiert zu werden. So zeigten Lachmöwe und Flußseeschwalbe gegenläufige Trends in Niedersachsen und den Niederlanden und große regionale Änderungen im westlichen Wattenmeer. Insgesamt blieb die Wattenmeerpopulation beider Arten jedoch im Zeitraum 1991-1996 konstant. Die Ergebnisse unterstreichen, dass Brutvogelpopulationen ein gemeinsames Gut sind, das gemeinsamer Anstrengungen zu ihrem Schutz bedarf. Für einige Brutpopulationen sind angemessene Schutzmaßnahmen von entscheidender Bedeutung um ihre natürliche Verbreitung zu erhalten und einen günstigen Bruterfolg zu gewährleisten. Die Zwergseeschwalbenpopulation im Wattenmeer nahm das erste Mal seit Jahrzehnten wieder zu – sicher auch wegen des verbesserten Schutzes. Obwohl die Brutpaarzahlen besonders im westlichen Wattenmeer nach wie vor sehr niedrig sind, da geeignete Bruthabitate an störungsfreien Strandgebieten oftmals fehlen. Der Seeregenpfeiferbestand nahm dagegen weiterhin ab. In den neu eingedeichten Gebieten gingen geeignete Brutgebiete aufgrund der fortschreitenden Vegetationsentwicklung verloren und alternative Bruthabitate stehen auf den von Touristen genutzten Stränden nicht in ausreichendem Maße zur Verfügung. Bei den nicht in Kolonien brütenden Watvogelarten sind zwei Gruppen zu erkennen, die gegenläufige Trends zeigen: die Bestände von Arten, die Wattflächen als Nahrungshabitat bevorzugen, wie Rotschenkel oder Austernfischer, sind generell stabil oder nehmen zu, während solche abnehmen, die zur Nahrungsaufnahme auf Grünland mit traditioneller Landnutzung angewiesen sind, wie Kampfläufer und Alpenstrandläufer. Die Austernfischerpopulation im niederländischen Wattenmeer nimmt im Gegensatz zu der im übrigen Wattenmeer ab, möglicherweise infolge der Miesmuschelüberfischung. Die Abnahmen der Kampfläufer und Alpenstrandläufer sind so alarmierend, dass die Wattenmeerpopulationen nur durch intensive Schutzmaßnahmen vor dem Aussterben bewahrt werden können. Für andere Watvogelarten wie Kiebitz und Uferschnepfe erlangt das Wattenmeer eine zunehmende Bedeutung. Infolge der Intensivierung der Landwirtschaft sind die Binnenlandpopulationen stark reduziert oder sogar weitgehend verschwunden und die größeren, geschützten Feuchtgebiete und Wiesen stellen die letzten Rückzugsgebiete dar. Dagegen sind in den Niederlanden die binnenländischen Grünlandgebiete immer noch von viel größerer Bedeutung für Kiebitz und Uferschnepfe. Der Rotschenkel zeigte eine bemerkenswerte Zunahme in niedersächsischen und schleswig-holsteinischen Gebieten, in denen die Beweidung reduziert oder ganz eingestellt worden ist. Im Gegensatz dazu führte im niederländischen Dollart-Gebiet eine intensive Beweidung zu abnehmenden Bestandszahlen. Bislang konzentrierte sich der Schutz des Wattenmeeres hauptsächlich auf marine Habitate wie Wattgebiete, Strände und Salzwiesen, aber der Schutz der terrestrischen Habitate wie feuchte Dünentäler, Ästuargebiete und binnendeichs gelegenes Feuchtgrünland verlangt deutlich mehr Aufmerksamkeit. Die Entwicklung in neu eingedeichten Gebieten zeigt, dass durch eine intensive Landschaftspflege der Verlust von Salzwiesen und Wattflächen nicht kompensiert werden kann. Dagegen ist es möglich, den Verlust von Brutgebieten in der ehemaligen Übergangszone zwischen Wattenmeer und Land auszugleichen, indem im angrenzenden Binnenland wieder ein hoher und veränderlicher Wasserstand zugelassen wird: Extensiv genutztes Dauergrünland und Feuchtgebiete würden sowohl die Brut- als auch die Rastbedingungen für Wiesenvögel und andere Arten verbessern. Zur Erklärung von Verteilungsmustern und Trends der Brutvögel im Wattenmeer wird künftig auch auf notwendige andere Parameter aus dem TMAP, z. B. Fischerei, Landnutzung, Tourismus, Biotop(typen)verteilung, Schadstoffe in Vogeleiern, zurückgegriffen werden müssen. Ebenso wesentlich für das Verständis der Dynamik einzelner Arten und der beobachteten Trends ist die Kenntnis des Bruterfolges und der Mortalität, diese Daten fehlen noch immer für die meisten Arten. Es ist daher vordringlich, die Erhebung des Parameters ”Bruterfolg” in das TMAP aufzunehmen. Der vorliegende Bericht liefert eine solide Basis ökologischer Daten über die Brutvögel des Wattenmeeres, mit der Schutzprioritäten und Maßnahmen begründet werden können. Monitoring ist nur mit der Unterstützung vieler Freiwilliger möglich und bedarf der Koordination auf nationaler und trilateraler Ebene. So kann es weiterhin als Frühwarnsystem dienen und die Bewertung von Naturschutzmaßnahmen ermöglichen.  top of page Samenvatting Denemarken, Duitsland en Nederland werken samen om de Waddenzee te beschermen. Sinds de start van het ”Joint Monitoring Project for Breeding Birds in the Wadden Sea” in 1990, worden gecoördineerde broedvogelinventarisaties uitgevoerd met het doel over goede monitoring-gegevens te kunnen beschikken. Om een betere bescherming van het gebied mogelijk te maken zijn gegevens noodzakelijk die inzicht verschaffen in de aantalsontwikkelingen en de ruimtelijke verspreiding van een aantal geselecteerde soorten die kenmerkend zijn voor de Waddenzee. Binnen het raamwerk van het ”Trilateral Monitoring and Assessment Program” (TMAP) is het onderhavige rapport ”Breeding Birds in the Wadden Sea in 1996" de zesde publicatie in het samenwerkingsproject waarin Deense, Duitse en Nederlandse vogeltellers participeren. In dit rapport worden de resultaten van de tweede integrale broedvogelkartering van karakteristieke broedvogels in de internationale Waddenzee gepresenteerd. De gegevens van de tweede integrale broedvogelkartering zullen worden vergeleken met de eerste complete telling uit 1991 (Fleet et al. 1994). Daarnaast zullen voor de kolonievogels en zeldzame soorten als Blauwe Kiekendief en Velduil gegevens over verspreiding en  aantalsontwikkeling in de periode 1991-96 worden gepresenteerd. In de soortteksten zal, waar mogelijk, worden ingegaan op de factoren die van belang zijn voor de soort. Van de 31 soorten die als karakteristiek voor de Waddenzee worden beschouwd (steltlopers, meeuwen en sterns, Aalscholver, Lepelaar, Blauwe Kiekendief, Bergeend, Eider, Middelste Zaagbek en Velduil) wordt  informatie over habitatkeuze, verspreiding, populatieomvang en (lokale) aantalsveranderingen gegeven. Sinds 1995 wordt gewerkt met een verbeterde versie van de veldhandleiding hetgen er toe heeft bij gedragen dat de kwaliteit van het hier gepresenteerde materiaal is verbeterd (Hälterlein et al. 1995). Uit de hier besproken gegevens wordt het uitzonderlijke belang van de broedvogels duidelijle. Voor een aantal kustbroedvogels herbergt de internationale Waddenzee een substantieel deel van de NW-Europese populatie. Meer dan 50% van de NW-Europese populatie van Lachstern, Lepelaar en Kluut komt als broedvogel voor in de Waddenzee (Bijlage C). De populatieontwikkeling van meeste meeuwensoorten in de periode 1991-96 is stabiel of toenemend. Het aantal Kleine Mantelmeeuwen nam in een periode van zes jaar toe met 115%. De Zilvermeeuw nam als enige soort af. Mogelijk heeft de visserij in het zuidelijk deel van de Noordzee effect op de aantalsontwikkeling van beide soorten. Bij enkele soorten kolonievogels blijkt dat aantalsfluctuaties goed corresponderen met ontwikkelingen buiten de Waddenzee. Dit benadrukt het belang van gecoördineerde broedvogeltellingen buiten de internationale Waddenzee. De Grote Stern is een voorbeeld van een soort waarvan  trendgegevens in de internationale Waddenzee alleen begrepen kunnen worden indien we kunnen beschikken over complete reeksen. Voor een aantal andere soorten blijkt dat afnames in bepaalde regio’s worden gecompenseerd door een toename elders. Kokmeeuw en Visdief laten tegengestelde trends zien in Nederland en Niedersachsen. De populaties van beide soorten lijken stabiel in de gehele internationale Waddenzee in de periode 1991-96. De gegevens geven aan dat de broedvogel-populaties een goede bescherming nodig hebben. Voor een aantal soorten is het van cruciale betekenis dat een adequate bescherming wordt gegarandeerd waarbij de natuurlijke verspreiding en het reguliere broedsucces moet worden gewaarborgd. Voor een aantal soorten moeten beschermingsmaatregelen worden genommen teneinde het broedsucces te verbeteren. De Dwergstern is een voorbeeld van een soort waarbij het broedsucces door bescherming van het broedsucces lijkt te zijn verbeterd. Dit geldt met name voor de situatie in de Westelijke Waddenzee (Texel), waar getracht wordt verstoring bij kolonies te minimaliseren. Het aantal broedende Strandplevieren blijft afnemen omdat het aantal gebieden waar zonder verstoring gebroed kan worden snel vermindert. Alternatieve gebieden zijn nauwelijks aanwezig terwijl de stranden door een toenemend aantal toeristen minder geschikt worden voor deze kwetsbare soort. Twee groepen steltlopers laten een tegenovergestelde trend zien. Het aantal territoria van soorten die normaliter op de wadplaten foerageren (Tureluur, Scholekster) toont in het algemeen een stabiele of toenemende trend, terwijl soorten die niet of nauwelijks een relatie met wadplaten hebben (Kemphaan en Bonte Strandloper) onveranderd afnemen. Het aantal broedende Scholeksters in de Nederlandse Waddenzee nam in de periode 1991-96 af terwijl de trend in de Duits-Deense Waddenzee positief is. Het is zeer aannemelijk dat de over­exploitatie van schelpdieren in de Nederlandse Waddenzee hier debet aan is. Beschermingsmaatregelen zijn noodzakelijk om te voorkomen dat Kemphaan en Bonte Strandloper op korte termijn zullen uitsterven. Voor een aantal steltlopers die kenmerkend zijn voor agrarische landschappen (Kievit, Grutto) is de Waddenzee van toenemende betekenis. Door een achteruitgang van deze soorten in het binnenland neemt het belang van beschermde wetlands en weilanden in het waddengebied toe. Dit geldt met name voor Denemarken en Duitsland; in Nederland is het belang van de eilandpolders minder groot. De Tureluur laat een opmerkelijke toename zien in gebieden in Niedersachsen en Schleswig Holstein. In deze Duitse deelstaten is op grote schaal begrazing gereduceerd of zelfs gestopt waardoor het aantal broedende Tureluurs hier sterk is toegenomen. In contrast hiermee staat de ontwikkeling in het Nederlandse deel van de Dollard, waar intensieve begrazing plaatsvindten, het aantal broedende Tureluurs lijkt af te nemen. Tot dusverre was het beschermingsbeleid in de Waddenzee in sterke mate gericht op mariene biotopen zoals getijdegebieden, stranden en kwelders. De bescherming van terristische biotopen zoals natte duinen, brakke weilanden en polders behoeft meer aandacht. De ontwikkelingen in nieuwe binnendijkse natuurgebieden kan op termijn niet het verlies van kwelders en wadplaten compenseren. Een betere bescherming  is noodzakelijk om de omstandigheden te verbeteren voor zowel een aantal weidevogels als vogels die er overtijen. Natuurcompensatie achter de dijk zou een bijdrage kunnen leveren tot compensatie van het verlies van broedgebieden in het overgangsgebied tussen de Waddenzee en de binnenlandse broedgebieden. Om de processen die noodzakelijk zijn om de trends van broedvogels te begrijpen, is het noodzakelijk de monitoring in de toekomst voort te zetten. Van belangrijke activiteiten zoals de visserij, landbouw, toerisme, veranderingen in habitat, milieuvreemde stoffen in eieren etc. is het nodig de vinger aan de pols te houden. Kennis over broedsucces en sterfte is nodig om de dynamiek te begrijpen die aan de aantalsontwikkelingen ten grondslag liggen. Momenteel zijn van deze parameters nauwelijks goede cijfers bekend zodat de onderliggende oorzaken van de gevonden trends niet altijd bekend zijn. Binnen het kader van het TMAP is het noodzakelijk om gerichte kennis omtrent broedsucces en sterfte te verzamelen. Dit rapport geeft een actueel overzicht van de broedvogels in de internationale Waddenzee en vormt hopelijk de aanzet tot een betere bescherming van soorten die kenmerkend zijn voor het gebied. Deze grootschalige monitoring is uitsluitend mogelijk omdat vrijwilligers en professionele vogeltellers de handen ineen slaan. Internationale samenwerking binnen het raamwerk van het Common Wadden Sea Secretariat is noodzakelijk om de opgestarte reeks voort te kunnen zetten. Het opgezette monitoring-systeem zal in de toekomst belangrijke informatie opleveren die noodzakelijk is om vroegtijdig negatieve trends te kunnen ontdekken en om evaluaties van natuurbeheer-maatregelen uit te kunnen voeren. top of page Home | Trilateral Cooperation | News/Service | Management | Monitoring | Interregional Cooperation