Mandø og Vadehavet er med i ny dansk naturkanon

I juryens begrundelse for at Mandø og Vadehavet skal med i Danmarks Naturkanon beskriver den Mandø som indgangen til den danske del af Vadehavet og slår fast, at Vadehavet er helt særligt i forhold til resten af den danske kyststrækning.

Mandø og Vadehavet hører til blandt de 15 vigtigste naturskatte i Danmark. Det er nu helt officielt blevet fastslået, efter at miljøminister Jakob Ellemann-Jensen tirsdag offentliggjorde Danmarks Naturkanon, som indeholder de tre skønneste og væsentligste natursteder i hver af de fem danske regioner. Mandø og Vadehavet er kommet med som den ypperste natur i Region Syddanmark sammen med Svanninge Bakker og Bjerge på Fyn og Trelde Næs og Trelde Skov ved Fredericia

Bag udpegningen står en særlig jury med bl.a. Sebastian Klein og Frank Erichsen (Bonderøven), som har udvalgt de 15 natursteder på baggrund af indstillinger fra danskerne. I juryens begrundelse for at medtage Mandø og Vadehavet hedder det blandt andet: ”Vadehavet er Danmarks vigtigste bidrag til verdens natur og derfor også selvskrevet i en national naturkanon.”

Formanden for Nationalpark Vadehavet, Janne Liburd, er meget glad og stolt over, at Mandø og Vadehavet er kommet med i Danmarks Naturkanon.

”I forvejen er vi i Vadehavet beæret med både at være nationalpark og optaget på UNESCO’s liste over verdensarv, men kanoniseringen er en yderligere anerkendelse af den helt unikke natur, som vi har i området. I udpegningen til Danmarks Naturkanon er der desuden et særligt og fortjent fokus på Mandø, som vi betragter som en perle i den danske del af Vadehavet”, siger Janne Liburd.

Større end én selv

I første omgang kunne danskerne nominere naturperler til optagelse på listen, og det resulterede i 1671 bud på områder, som alle har potentialet til at blive optaget på kanonen. Juryens otte medlemmer, barberede listen ned til 30 kandidater, og herefter kunne alle så hjælpe deres favorit i opløbet om at blive blandt de 15 endelige naturkanon-steder ved at dele deres personlige beretninger om et sted. Det blev til 1200 personlige beretninger, mange af dem er bevægende små fortællinger, som bekræfter, at naturen er noget særligt.

Hans Christian Jacobsen var blandt dem, der kom med en personlig fortælling om Mandø og Vadehavet. Under overskriften ”Mandøs magi” skrev han: ”Fuglenes musik blander sig med den udstrakte stilhed, den klare blå himmel, vinden og duften af det utrættelige tidevand.  Intet andet sted i Danmark, føler jeg mig som en del af noget, der er meget, meget større end mig selv”.

 

FAKTA:

Kriterier for udvælgelse

  • Den enkelte lokalitet skal have en smuk natur og noget særligt, der er værd at besøge.
  • Lokaliteten skal have en væsentlig biologisk, geologisk eller landskabelig værdi.
  • Der skal være offentlig adgang til hele lokaliteten eller til væsentlige steder inden for den.
  • Der skal være mindst én specifik geografisk lokalitet som nemt kan formidles og være en naturlig indgang for dem, der vil besøge naturområdet.

Juryen

Sebastian Klein, vært på børne-TV; Flemming Rune, biolog og TV-vært på programmet »Kyst til Kyst«; Susanne Seyers, forfatter bag bogen »Danmark Dejligst - 100 fredninger«; Vicky Knudsen, årets naturvejleder 2017; Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening; Dorte Dalgaard, tidligere vært for P1-programmet »Natursyn«; Frank Erichsen, kendt fra DR1-programmet »Bonderøven«; Johan Olsen, biolog og forsanger i rockbandet Magtens Korridorer.

Area